Tidligere svar

Virksomheds "straffeattest"

Spørgsmål

Som privatperson kan man få en udskrift af straffeattesten, hvis man skal bevise, at man er en ordentlig person. Findes der noget tilsvarende, hvis virksomheder skal bevise over for f.eks. samarbejdspartnere/investorer/el.lign., at man er en god og redelig virksomhed?

 

 

 

 

 

Svar

I CVR - Det Centrale Virksomhedsregister - finder du oplysninger om alle registrerede virksomheder i Danmark og Grønland.

Du kan søge virksomheder frem både på adresse, navn og CVR-nummer - og under de enkelte firmaer ligger en lang række oplyninger om firmaet frit tilgængelige. - Nederst i listen med de forskellige oplysninger ligger et link "Bestil yderligere dokumenter" - og ved klik på det link kommer man til en mulighed for at købe diverse ekstra oplysninger om virksomheden - og nederst ligger så muligheden for at købe en Serviceattest om virksomheden.

En virksomheds serviceattest beskrives således på Virk.dk:

"En serviceattest er et dokument, der indeholder oplysninger fra ATP, SKAT, Skifteretten og Kriminalregistret.

Serviceattesten bruges i udbudsrunder eller anden tilbudsgivning og er nødvendig, for at tilbuddet kan leve op til udbuddets betingelser."

Jeg kan se, at fx organisationen VikarBranchen under Dansk Industri kræver, at et vikarbureau skal aflevere en pletfri "serviceattest" for at blive optaget i VikarBranchen - se nærmere her:

https://www.danskindustri.dk/medlemsforeninger/vikarbranchen/om-vikarbranchen/vedtagter/serviceattest/

og dette krav begrundes således:

"Serviceattesten dokumenterer blandt andet, at:

virksomheden er registreret med et CVR-nummer

virksomheden har indbetalt skatter, afgifter og sociale bidrag til de offentlige myndigheder

virksomheden ikke er under betalingsstandsning eller konkurs

virksomheden eller dens ejer(e) ikke er dømt for et strafbart forhold, der rejser tvivl om faglig hæderlighed."

En virksomheds serviceattest må være det som kommer nærmest en persons straffeattest.

17-06-2020

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive