Lemminger
SpørgsmålJeg skal til at skrive en artikel om lemmingen, og der synes at herske en del forvirring omkring ideen om, at lemminger ofte begår selvmord.
En version er at antallet af lemminger i et givet område, når omstændighederne er særligt gode, eksploderer og forårsager massedød, fordi økosystemet ikke kan opretholde så mange lemmingers liv i længden. De dør altså af sult etc.
En anden version siger at der findes en slags plante, lemminger spiser, der indeholder et giftstof der får fordøjelsessystemet til at fortære sig selv og hjernen til at udsende stærke sultsignaler. Det gør at lemmingerne, når de har ædt alt omkring sig, desperate af sult, svømmer ud i havet i håb om at finde en ø med noget spiseligt og drukner.
Den tredje version jeg har læst er at lemminger simpelthen har psykiske selvmordstendenser.
Og den fjerde er at lemminger migrerer når befolkningstætheden bliver for stor i det område hvor de er, og at de vil være så desperate efter at komme væk at selv havet ikke stopper dem.
Kan I hjælpe mig med at finde ud af hvad der er fakta og hvad der er fiktion?
SvarPrøv at tjek dit lokale biblioteks hjemmeside. Via de fleste biblioteker kan du få adgang til http://verdens-dyr.dk (enten på biblioteket, eller hjemmefra via biblioteket). Her kan du finde mange oplysninger om lemmingen.
Her står blandt andet, at hver 3. 4. år fødes, der særligt mange lemminger. Man ved ikke med sikkerhed hvorfor. Når der er mange lemminger bliver de mere aggressive. Derfor vandre de unge lemminger væk fra forældrenes område.De er gode til at svømme over søer og vandløb, men hvis det for eksempel bliver dårligt vejr, vil en del drukne. Det er en skrøne at lemmingerne kaster sig i døden. Hvis de drukner er det rent og skært uheld.
12-11-2012
NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive