Tidligere svar

Historie over 4 dage

Spørgsmål

I uge 41 skal jeg over fire morgenstunde læse en humoristisk historie højt for et publikum i alderen 6 - 15 år (skoleelever). Der vil være ca. 40-50 børn i gruppen.

Jeg skal enten læse fire historier á ca. 15 minutter - eller én lang, jeg selv kan dele om i fire mindre stykker.

Emnet i historien skal være dans eller leg eller 'en eller anden form for' bevægelse. Den skal som sagt helst være humoristisk, så der kan blive grinet lidt undervejs .-)

Venlig hilsen

Svar

Hej

Det lyder herligt og også udfordrende, fordi aldersspredningen er så stor. Jeg var til en kursusdag om "Årets bøger", hvor denne serie blev omtalt som meget lovende. Jeg har ikke selv læst bøgerne, men middelbart passer de godt til din opgave, hvor du skal ha´ bevægelse ind i billedet. Titlen er "Bækager boldklub" af Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichesen og der er foreløbig udkommet 3 bøger: "Pokaler og puddelhund" - "Tæsk og tuba" og "Mur og mågeklatter". En faglig lektør skrev bl.a.: "Det er sjovt, finurligt og en meget vellykket start på en ny serie, der i tonen er helt "Ole Lund Kirkegaardsk" og som rummer masser af humor i de lidt skæve tegninger. Om man er til fodbold eller ikke, betyder ikke så meget, når man læser bøgerne om Bækager Boldklub. De er for alle, der kan lide sjove bøger"

Rune T. Kidde har også skrevet skæve og sjove bøger, bl.a. en herlig samling,"Grimmere end Grimm" og personligt er jeg meget begejstret for Jimmy Stahrs skønne bøger fra radioudsendelser i -90`erne om at være dreng og vokse op på Nørrebro, "Morfars bog" og efterfølgeren "Farfars bog". Der er ihvertfald masser af leg og bevægelse og skæg og ballade :-)

Håber ideerne kan bruges. Pøj, pøj!

06-09-2019

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive