Brand og brandingværdi
SpørgsmålHvad betyder "brandingværdi"
SvarHer er hvad wikipedia har skrevet om Branding og Værdi.
Wikipedia anbefaler også bogen "No logo" af Naomi Klein.
Branding betegner dét at positionere og differentiere noget - fx et produkt, en virksomhed, en person, en by eller en kommune. Hvis der er tale om et produkt, handler brandingen således om at sikre, at målgruppen kan genkende det i forhold til konkurrenternes produkter.
Selve ordet branding stammer fra amerikansk 'at brændemærke'. De amerikanske farmere eller cowboys brændemærkede deres køer for at skelne dem fra naboens køer. Begrebet blev introduceret i markedsførings-jargonen allerede omkring 1850'erne og har siden udviklet sig i flere retninger.
En almindelig misforståelse er, at et brand er det samme som et varemærke eller et logo.
Branding, ungdomskultur og værdier
Især gennem 1980'erne og 1990'erne steg producenternes bevidsthed om, at der kan være mange forskelligrettede grunde til, at forbrugerne vælger et bestemt produkt. Man blev således opmærksom på, at man spejler sig i de produkter, man køber, og går op i, at de skal passe ind i ens identitetsopbygning. Derfor begyndte man i højere grad at koncentrere brandingen om immaterielle værdier, som forbrugerne kan bygge ind i deres personlige livsstil. Den amerikanske journalist og aktivist Naomi Klein har siden beskrevet dette som producenternes jagt på at være cool, idet det ofte var de unge forbrugere, man appellerede til. Ved at blive den bedste til at ramme de unges livsstil, kunne man derfor opbygge en aura af coolness omkring sit produkt.
På denne måde har brandingen af især konsumvarer bevæget sig mere og mere væk fra den oprindelige udformning, hvor der primært blev spillet på de rent materielle værdier ved produkterne. I stedet for at fortælle forbrugerne om produkternes materielle fordele, søger producenterne nu at bygge mere uhåndgribelige immaterielle værdier ind i sine brands. Derfor handler branding i dag om meget mere end blot at lave logoer og iøjnefaldende emballage.
Et eksempel er de to amerikanske fast food kæder McDonalds og Burger Kings brandingstrategier. Selvom de to kæders produkter ikke er helt ens, er der stadig tale om, at de begge sælger burgere i fast food-branchen. For at adskille sig fra hinanden i forbrugernes bevidsthed, konkurrerer de derfor om at udstråle de helt rigtige immaterielle værdier i deres branding. Et andet eksempel er de to producenter af blandt andet sportsko Nike og Adidas. Disse har gennem tiden konkurreret om at finde ind til de helt rigtige værdier, som den ofte unge målgruppe kan identificere sig med.
I dag bruger producenter ofte meget store summer på at få produkterne til at udstråle de helt rigtige værdier og få målgruppen til at identificere sig med disse værdier. Noget, der af positive røster bliver set som virksomherdernes bidrag til de unges identitetsopbygning, mens de kritiske ofte ser det som en overtagelse af forskellige ungdomskulturer udelukkende med indtjening for øje.
12-11-2012
NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive