Hvordan man sendte penge internationalt i tiden omkring 1913-16
SpørgsmålHej biblioteksvagt. Jeg har brug for hjælp til at kunne forklare, hvordan man sendte penge internationalt i tiden omkring 1913-16. Konkret er jeg ved at skrive om en opdagelsesrejsende/forsker, der er væk fra DK i to og et halvt år i den periode. Han får sendt penge fra sin arbejdsplads Kbhs Universitet, men der kan gå lang tid (over to uger), og han kan gå forgæves i banken i det land, han er kommet til. I Japan i maj 1914 spekulerer han i sin dagbog over, om pengene (der ikke er nået frem), mon er sendt via USA eller Suez...Hans chef skriver således 18. april 1914: " sendt gennem Landmandsbanken til Hong Kong and Shanghai Banking Corporation, Yokohama [] til (hans) Kredit ved samme Bank Hamburg"
Hvorfor går der så lang tid? (når man kan telegrafere) Hvad vil det sige at have en kredit i en bank i 1914? På forhånd tak for hjælpen, jeg har stirret mig blind på research af et lille hjørne af en stor fortælling :-)
For at finde svar på din forespørgslel om internationale bankoverførsler i 1913-1916 blev jeg af Nationalbanken henvist til en professor ved Center for Business History på CBS.
Her svarer man således:
"Betalingsoverførsler på den tid – og før – skete som det også fremgår af spørgerens besked – gennem bankforbindelser. Dvs. at Landmandsbanken havde korrespondentbanker rundt om i verden, som den har konto hos – og omvendt. Banken kunne udstede akkreditiver eller sælge anvisninger til den rejsende, der så kunne hæve dem et andet sted i verden hos en bank, der havde forbindelse med Landmandsbanken. Beløbene blev så hhv debiteret og krediteret på de to bankers konti hos hinanden.
Tidsspørgsmålet kan jeg ikke direkte svare på, men man kunne jo ikke telegrafere akkreditiver eller anvisninger (en form for checks kan man vel sige), så mon ikke de har skullet sendes med posten?
Jeg tænker, at der måske kan findes mere i Hages håndbog i handelsvidenskab, der udkom i flere udgaver fra slutningen af 1800-tallet og ind i det 20. århundrede. Jeg kan også huske, at jeg har læst et sted, at H.C. Andersen brugte sådanne akkreditiver/anvisninger på sine rejser. Hvor kan jeg til gengæld ikke huske."
CBS henviser til værket Hages håndbog i handelsvidenskab, og det synes jeg virker til et godt bud at du kan kigge nærmere på. Du finder en indscannet version af 3. udgave af dette værk fra 1910 på Slægtforskernes bibliotek her: https://slaegtsbibliotek.dk/922056.pdf
I indholdsfortegnelsen her hæfter jeg mig særligt ved:
Syvende afsnit, 2. afdeling: Bankforretninger 1) Modtagelsen af midler s. 713-
Niende afsnit: Samfærdselsmidler 2. afdeling: Post, telegraf- og telefonvæsen s. 905-
Tolvte afsnit: Handelskorrespondence II: Brevmønstre: Breve om vare- og pengeforretninger s. 1099-
Hvis du hellere vil se dette værk i fysisk form, kan du bestille 3.udgaven via bibliotek.dk på dette link: https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21923044
Mener du at du skal se en senere udgave af værket findes der en 4. udgave fra 1918, men den er ikke indscannet, og findes kun til læsesalsbrug på Det kongelige Bibliotek.
Til gengæld kan du bestille 5. udgave fra 1926 via dette link: https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=800010-katalog%3A99122938758605763
Jeg håber at du hermed kan få åbnet lidt mere op for hjørnet af den store fortælling:-)
15-06-2023
NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive