• Stil dit spørgsmål her
  • Tidligere svar
  • Om Biblioteksvagten
Tidligere svar

SRP

Spørgsmål

Hej.

Jeg skal i marts skrive SRP omkring kvinderne i Englands kamp for stemmeret. Jeg skriver i historie/engelsk. Jeg skriver om 'den 2. bølge', altså i perioden efter 1903. Jeg har i den forbindelse valgt, at analysere taler som mine engelske værker. Min problemformulering ser således ud: Problemformulering:

Hvad var afgørende for, at kvinderne i England fik stemmeret i 1918.

Problemstilling:

Redegør for hvad der kendetegnede suffragettebevægelsen, og for kvinders rolle/forhold i perioden.

Analysér: Emmeline Pankhurst' tale 'Freedom or death' med fokus på Emmelines fremgangsmetode samt fremstillingen af kønsforskellene. (derudover analysere jeg en tale af Violet Markham, som er anti-suffragette)

Diskuter: kvindernes samfundsforhold i perioden, samt hvad der bragte dem i oprør mod staten. Vurder herefter, hvilken betydning bevægelsen fik for kvinderne i Englands efterfølgende tilværelse.

Jeg mangler en tredje tale, og kan ikke finde en, der eventuelt har et tredje synspunkt.

 

Svar

Spændende emne. Når jeg kigger på hvilke taler du har, tænker jeg umiddelbart at en tredje synsvinkel kunne komme fra enten en mand eller en af suffragetterne fra den ikke-militære gruppe NUWSS.

Problemet er lidt, at NUWSS var aktive i lang tid før 1903, og jeg har haft lidt svært ved at finde en relevant tale til dig. Millicent Fawcett ville bestemt være et godt valg derfra, men hun gjorde sig mest i breve og artikler og var også en del af den første bølge udover den anden.
Hvis du vil/må inddrage det skrevne ord som eksempel, ligger der på den hollandske Open Access-hjemmeside library.oapen.org en ebog om nogle af hendes vigtigste udgivelser, samt analyse og kontekst. Den finder du her: Millicent Garrett Fawcett "SELECTED WRITINGS"

Til gengæld har jeg fundet en tale af politikeren Keir Hardie, der støttede op om kvindernes ønske om valgret. Han gjorde det udfra et socialistisk arbejdersynspunkt, men refererer i den tale jeg har fundet, også til naturvidenskaben, evolutionen osv.
Hans tale finder du her: Sunshine of socialism

En af mine kollegaer herinde har tidligere i dag fundet frem til bogen Suffragette manifestos, som indeholder taler og breve fra 1890-1920 om emnet.

Der er også en del gode ressourcer online, især fra Storbritannien.

En introduktion til emnet fra BBC

Bitesize om "Female Suffrage"

En samling af interviews af kvinder, der deltog i kvindebevægelsen i starten af 1900-tallet via biblioteket på the London School of Economics and Political Science
https://www.lse.ac.uk/library/collection-highlights/the-suffrage-interviews
Samme hjemmeside har også en overordnet emneside med information og kilder om emnet her: https://www.lse.ac.uk/library/collection-highlights/womens-suffrage

Siden https://www.suffrageresources.org.uk/ er et godt sted til opslag om emnet rettet mod skoler. Du skal oprette dig som bruger for at få fuld adgang, men det er gratis.

En anden god britisk side er The History Press der har fokus på medierne i Storbritannien. De har også en emneside om suffragetterne, som jeg har linket til. Foruden artikler om højdepunkter fra tiden, er der links til bøger om emnet. De opfordrer til at man køber dem, men hvis du finder nogle, du tror er relevante, kan du prøve at finde dem på bibliotek.dk

Når det kommer til kilder og litteratur om emnet er guldåren The National Archives, svarende til Rigsarkivet i Danmark. De har en emneside om "Women's Suffrage", som du finder her: https://www.nationalarchives.gov.uk/suffrage-100/

Den er lidt svær at finde rundt i til at starte med, fordi der er så meget, blandt andet små film om emnet.
Jeg anbefaler, at du enten starter med deres "blog" eller deres "Research Guide". Vælg bloggen, hvis du gerne vil have viden og inspiration. Vælg Research Guide hvis du gerne vil nørde igennem og finde en masse kilder (kræver tålmodighed, mens man sætter sig ind i det). 
Hvis du er typen, der foretrækker at lære ved at se dokumentarer, mens du tager opvasken, så se deres 15 minutter lange film om emnet på YouTube.

Mit sidste lille tip til dig er at søge på avisen The Guardians hjemmeside. Politisk set er den placeret fra midt og lidt til venstre, og de laver tit rigtig god explanatory journalism. Og så er den gratis at bruge. Prøv enten at søge direkte på deres hjemmside eller via Google ved at skrive site:theguardian.com plus dit emne. Fx site:theguardian.com "women's suffrage".
Jeg fandt med det samme denne gode artikel, der både fortæller om emnet og henviser til andre hjemmesider: Women's suffrage - February 1918, first women gain right to vote in parliamentary elections

Jeg håber, det kan hjælpe dig lidt på din vej. Ellers må du meget gerne tage kontakt til os igen.

Pøj pøj med opgaven!

14-02-2023

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive