Tidligere svar

Originalkilden - Martin Andersen Nexøs Tyvetøs

Spørgsmål

Martin Andersen Nexøs Tyvetøs-novelle fra 1901 - kan I opspre originalkilden=? Jeg kan kun finde Vejen mod Lyset : udvalgte noveller og artikler fra 1979 - hvad hed den oprindelige novellesamling fra 1901?

 

Svar

I tekstoplysningerne til de enkelte noveller i "Vejen mod Lyset" (side 125) står der følgende om "novellen" "Tyvetøs": 
"Trykt efter dagbladet København 13.6.1901. (På grundlag af denne skitse skrev Nexø i 1907 novellen Kærlighedsbarnet). 

Bogen "Nexø" af Henrik Yde - udgivet 2019 - er en meget grundig biografi om Martin Andersen Nexø - og her kan du bl.a. finde et afsnit om Martin Andersen Nexøs virke som fast klummeskribent ved dagbladet København - se side 117 ff i nævnte bog. Martin Andersen Nexø skrev bl.a. en række klummer om "havarerede eksistenser" - og "Tyvetøs" er en af disse klummer.

I Henrik Ydes bog kan du på side 206 ff læse mere om novellen "Kærlighedsbarnet" og heraf fremgår det, at klummen "Tyvetøs" først blev bearbejdet til fortællingen "Boline" - trykt i tidsskriftet/ugebladet  "Verdensspejlet" i august 1907, og denne fortælling indgik - med få ændringer - under titlen "Kærlighedsbarnet" i samlingen "Af Dybets lovsang", udgivet i 1908.

Du kan i databasen Mediestream finde klummen "Tyvetøs" i avisen København fra den 13. juni 1901 - og den ligger frit tilgængelig på nettet se her:
https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/

Du finder listen over de digitaliserede aviser her:
https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/list    

og herfra klikker du videre på K - og scroller til avisen København - og klikker ind på den relevante dato. 

Fortællingen "Boline" kan du få fat i ved at bestille tidsskriftet/ugebladet "Verdens-Spejlet" august 1907 hjem via databasen bibliotek.dk - se dette link:
https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=800010-katalog%3A99122515232105763

Samlingen "Af Dybets Lovsang" fra 1908, som indeholder den første trykte udgave af novellen "Kærlighedsbarnet", kan ligeledes bestilles hjem via databasen bibliotek.dk - se dette link:
https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A04411897

 

 

 

05-01-2022

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive