Tidligere svar

Må man spise ukogte grønne bønner?

Spørgsmål

Min mor siger man ikke må spise ukogte grønne bønner, da det er hårdt for nyrerne. Passer det?

Svar

Din mor har ret i at bønnerne skal koges før de spises, men det skyldes deres indhold af lektiner som er et giftstof der findes i mange slags bønner. Nedenfor kan du læse hvad fødevarestyrelsen skriver om det:

Lektiner
Lektiner er påvist i mange grøntsager, frugter og kornprodukter. Tørrede bønner, f.eks. kidneybønner, brune bønner, pralbønner og limabønner indeholder særligt giftige lektiner, som er en speciel type kulhydratbindende proteiner, der kan fremkalde diarré og opkastninger. Lektiner ødelægges ved tilstrækkelig udblødning og kogning, men ikke ved spiring. Mange slags tørrede bønner egner sig derfor ikke til bønnespirer. Der rapporteres hvert år om forgiftninger efter indtag af bønneretter eller anvendelse af forkerte bønner til spiring i Danmark. Levnedsmiddelstyrelsen har udgivet folderen "Bønner skal tilberedes rigtigt - ellers kan de være skadelige", som viser, hvilke bønner der kan anvendes til spirer, og hvordan bønner skal forbehandles for at undgå forgiftning.

Grønne bønner (snittebønner og haricots) og voksbønner indeholder små mængder lektiner og bør derfor ikke spises rå. En kortvarig kogning er tilstrækkelig til at uskadeliggøre lektinerne i sådanne friske bønner.

12-11-2012

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive

Hvem svarer på spørgsmål lige nu?
Kristian Biblioteket i Thy
Lene Gentofte Bibliotekerne
MetteVordingborg Bibliotekerne
SimonSyddansk Universitetsbibliotek