• Stil dit spørgsmål her
  • Tidligere svar
  • Om Biblioteksvagten
Tidligere svar

Bogtitler til søn på 12 år

Spørgsmål

Hej

Jeg vil gerne spørge om råd ift. bogtitler til min søn på 12 år. Vi har meget svært ved at finde bøger der rammer ham. Han elsker fortællinger, men de skal være realistiske, så helst ikke noget med monstre, guldfisk der kan tale eller fantasy. Hvis han hører noget i radioen med en eller anden mordgåde, så bliver nemt fanget af det, så selvom han kun er 12, så gør det ikke noget, hvis der er spænding og den slags. Hvis I kunne foreslå os nogle titler, vil det være virkelig dejligt.

På forhånd tak.

Svar

Spændende :) Så må vi se, om vi ikke kan finde noget til ham!

Hvis det skal være noget med gys og mysterier vil jeg anbefale at I tager et kig på disse titler: 

Harpen Af A. Audhild Solberg (2020) Kan tilgås via dette link

"13-årige Agnes skal tilbringe efterårsferien hos sin bedstefar, tante og onkel på deres gamle gård langt ude på landet. Ovenikøbet forventes det, at hun skal hænge ud med sin åndssvage fætter, Simon, som hun ikke har set, siden de var børn. Agnes tænker, det bliver verdens kedeligste ferie. Men snart gør man et uhyggeligt fund i skoven, og pludselig forandres alting."

Pigen i kælderen Af Jørn Jensen (f. 1946) (2015) Kan tilgås via dette link

"Mikkels storesøster Freja kommer ikke hjem fra skole. Hun kommer heller ikke om aftenen, og næste dag er hun endnu ikke dukket op. Ingen ved, hvor hun er. Mikkel beslutter sig for at cykle rundt i byen for at lede efter hende"

Sagen om den forsvundne markis (1. bog i serien " Serien "Et Enola Holmes-mysterium") Af Nancy Springer (2021) Kan tilgås via dette link

"Den dag Enola Holmes fylder 14, forsvinder hendes mor. Enola beslutter sig for at finde sin mor og begiver sig ud på en næsten lidt for spændende tur mod London."

De 5 på skatteøen Af Enid Blyton (2013) Kan tilgås via dette link

De 5-serien er udgivet i en ny version. Tag med Julian, Dick, Anne, Georg og Tim ud på eventyr i en ny udgave af Enid Blytons udødelige spændingsserie om De 5. Julian, Dick og Anne skal holde sommerferie hos deres onkel og tante i Kirrinhytten for første gang. Her møder de deres kusine Georg og hendes hund Tim. Det viser sig, at Georg ejer sin helt egen ø og et sunket skib, hvor der tilsyneladende er en skat ombord. Men øen er ikke helt så øde, som børnene tror..."

Hvis der skal være knapt så meget gys, kunne disse titler måske også have interesse: 

Kick Af Mitch Johnson (2018) Kan tilgås via dette link

"Budi bor i Jakarta og drømmer om at blive professionel fodboldspiller, men det tætteste Budi kommer, er de fodboldstøvler han syr på fabrikken hvor han arbejder. Ét fejlskud ændrer hans liv, og han står nu i gæld til Dragen"

Happy Happy Af Mette Vedsø (2022) Kan tilgås via dette link

"I Happy happy møder vi 13-årige Ubbe, der bor i  byens grimmeste hus med 44 buslinjer i forhaven. Ved et tilfælde lander han i byens velhaverkvarter og får sin vante gang i golfklubben, noget hans far alt i verden ikke må vide - golf er kun for "rige svin". En varm og humoristisk roman om klasseforskelle, om at turde stå ved sig selv og sige fra – også selvom man kan såre dem, man holder allermest af."

Jeg håber at det kan bringe jer tættere på at finde noget læsestof der rammer plet. Ellers vil jeg anbefale jer at tage en tur ned på jeres lokale bibliotek en dag hvor I har god tid, så din søn kan gå lidt på opdagelse, læse nogle bagsidetekster selv, og vælge lidt forskellige bøger ud som han synes lyder spændende. 

God bogjagt og god læselyst! 

30-05-2022

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive