• Stil dit spørgsmål her
  • Tidligere svar
  • Om Biblioteksvagten
Tidligere svar

SOP omkring McDonalds

Spørgsmål

Hejsa.

Jeg går på HTX og er igang med mit tredje år, hvilket vil sige at jeg lige er begyndt på min SOP og vil gerne vide om hvordan jeg bedst finder empiri til min opgave.

Jeg har valgt at skrive min SOP omkring McDonalds, da jeg arbejder der og det vækkede en interresse at skrive om.

Min opgave lyder:

Opgaveformulering

I besvarelsen af din problemformulering skal du:

Redegøre kort for McDonalds udvikling og udbredelse fra start til i dag. Herunder skal du

påpege, hvilke væsentlige innovative tiltag man har gjort i virksomheden.

Forklare hvilken rolle ensartet kvalitet og smag spiller i McDonalds forretningskoncept,

samt hvilke udfordringer det kan give at skulle lave ensartet kvalitet og smag.

Analysere produktionen af en cheeseburger fra produktion af råvarer til færdig burger. I

analysen skal det fremstå klart, hvordan man sikrer ensartethed.

Vurdere hvorfor McDonalds er så stærkt et brand.

Jeg håber det giver mening og jeg håber på at i kan hjælpe mig med min søgen efter viden.

Svar

Du bliver nødt til selv at gøre dig nogle tanker om, hvilke informationer du har brug for. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Prøv at lave en brainstorm på emneord, du kan bruge i din informationssøgning. Derefter kan du bruge dine emneord i bibliotek.dk og google.

Som udgangspunkt er det altid en god ide at tjekke, om du kan finde en baggrundsartikel på faktalink.dk: https://faktalink.dk/titelliste/mcdo. Der kan du finde inspiration til flere søgeord. Du finder også links til videre læsning.

Det er jo oplagt at undersøge, hvordan virksomheden fortæller om sig selv f.eks. https://www.mcdonalds.com/dk/da-dk/merepaamenuen.html. Du kan selv finde den amerikanske udgave af siden og finde flere informationer. Det kan også være, du kan få noget materiale udleveret via din arbejdsgiver.

Du har jo også adgang til at lave interviews eller observationer på din arbejdsplads og bruge dem i opgaven, men vend dette med din vejleder. 

Dit lokale bibliotek giver dig desuden adgang til engelsk faglitteratur som eBøger: https://www.mariagerfjordbibliotekerne.dk/e-materialer/ebook-central-plus. Der har jeg fundet en del titler, hvor McDonalds er nævnt, men du må undersøge om de kan være relevant for dit projekt.

God arbejdslyst!

22-11-2022

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive