• Stil dit spørgsmål her
  • Tidligere svar
  • Om Biblioteksvagten
Tidligere svar

Børnebog fra 90erne?

Spørgsmål

Hej, vi mangler navnet på en børnebog, muligvis en serie. Den handler om et barn (dreng) som lever i middelalderen under pesten. Der er noget om Lübeck/Hansestader, men måske er det ikke der, den foregår. Jeg læste den da jeg var barn i 90erne.

Nu er min datter meget interesseret i middelalderen. Andre gode bud på hostoriske romaner for børn modtages gerne (alder: 11. Læseniveau: voksen.)

Svar

Kære Karen

Kan det være serien  i tre dele om Mikkel Ravn af Robert Fisker? Forsiden kan du se her: https://www.saxo.com/dk/mikkel-ravnens-knaegt_robert-fisker_indbundet_9788714196639

Første del hedder Mikkel - Ravnens knægt og du kan læse en omtale af del tre her, som bla. foregår i Lübeck: 

Med genudgivelsen af de sidste 3 bind i serien om Mikkel Ravn er denne del af den historiske formidling af den danske middelalder sikret for kommende generationer af børn. Det er godt, for det er stadig en god oplevelse for børn i alle aldre fra selvlæsning i 10-årsalderen og oplæsning for de yngre at følge Mikkels liv og oplevelser. I bind 3 driver Mikkel og vennerne en flok stude ned gennem Jylland til Lübeck og kæmper undervejs mod røverbander af grev Gerts lejesoldater, der er blevet i Danmark efter krigen. I bind 4 oplever Mikkel og hans følge pestens hærgen i Danmark på deres rejse hjem til Thy og han møder her pigen Anna og hendes bror Esben. I sidste bind gifter Anna og Mikkel sig, og det endelige opgør sker med skurkene, vi har fulgt gennem næsten alle bind. Anna anklages for at være en heks, og Mikkel indblandes i jyske stormænds oprør mod Kong Valdemar, men alle problemer løser sig. De historiske fakta er hele tiden grundlaget for bøgerne, men formidlingen sker gennem bøgernes personer i en spændingsmættet handling, der også vil gribe børn i dag. Serien er en klassiker inden for dansk børnelitteratur og et mesterværk, som bør læses bredt

Andre nye, spændende og godt anmeldte titler kunne være:

Merlin P. Mann - Blodkongens datter (i serien Rane og det magiske museum)

Josefine Ottesen - Helgi Daner

Benni Bødker - 1219

Hvis der må være fantasyelementer i historien kan jeg anbefale:

Trine Appel - Fortidens port, der begynder i et nutidigt univers.

God læselyst!

 

19-02-2023

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive