Tidligere svar

Healerne kom til byen

Spørgsmål

Hej,

Jeg søger en artikel (formentlig fra en avis) fra 2011, “Da healerne kom til byen”, skrevet af Morten Beiter. Byen, der refereres til, var Ringkjøbing.

Mon det er muligt at få mulighed for at læse den artikel?

Svar

Jeg kan via databasen Infomedia verificere, at Morten Beiters artikel "Da healerne kom til byen" oprindeligt blev trykt i julehæftet "Jul i Ringkøbing" - årgang 2010.

Jeg citerer fra en artikel i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 27. november 2010 - her står således - under overskriften "Nu går det mod jul i Ringkøbing":

"...Som traditionen byder, har Rasmussens Bogtrykkeri her i sidste halvdel af november udgivet årets udgave af »Jul i Ringkøbing«. Denne gang i rekordstørrelse: 54 sider fyldt med læseværdige annoncer, tekster, artikler og billeder. Altsammen giver det stof til eftertanke -ikke mindst provst Lone Hvejsels »Juleroser« og borgmester Iver Enevoldsens ønsker om en glædelig jul for alle i kommunen (....)

Freelance-journalist Morten Beiter er leverandør af et andet betydeligt indslag i julehæftet: »Da healerne kom til byen«. En fyldig underrubrik fortæller, hvad overskriften dækker: »For snart tre år siden mistede Ringkøbing en usædvanlig person, som ikke viste sig meget i byen, men som i en lang årrække trak hundredvis af resurse-stærke fastboende til området og en stadig strøm af kursister fra hele verden. Hans navn var Bob Moore, og han var ifølge en religionskyndig en af de mest betydelige skikkelser i nyere dansk religionshistorie.

Et ganske almindelig menneske med nogle ganske usædvanlige evner, ganske forud for sin tid«. Af historiske grunde er der al mulig grund til at takke Morten Beiter for denne beretning.

Her får vi afdækket en uhyre interessant lokal personlighed, som kun ganske få havde indgående kendskab til -og som det vil være næsten umulig at give en dækkende beskrivelse af, blot en generation længere fremme i tiden......

Du skal altså have fat i årgang 2010 at årbogen "Jul i Ringkøbing" - og den kan du bestille via databasen bibliotek.dk - brug dette link til bestillingen:

https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159008-lokalbibl%3A91308525

Umiddelbart ser det dog ud til at du kun kan bestille en kopi af artiklen - men så angiver du blot, at der er tale om årgang 2010 - og indskriver artiklens forfatter og titel...

Jeg har også kunnet finde artiklen frit på nettet - se her:

http://ringeivandet.dk/artikel-1.html

 

17-07-2019

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive