Tidligere svar

Sorgens udtryk i klassiske musikværker

Spørgsmål

I mit arbejde beskæftiger jeg mig med sorgens udtryk. Er der en musikbibliotekar, der kan oplyse mig om klassiske værker komponeret af komponister efter at de har mistet deres ægtefælle/samlever?
På forhånd tak
mvh Jorit Tellervo

Svar

Min dygtige kollega Thomas Damm, der selv har skrevet: "Kærlighedens væsen : Richard Wagners hovedværker : introduktion og fortolkning" udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2013, er kommet med følgende svar:

Sjovt spørgsmål. Og svært at svare på. Når jeg gennemgår de store komponister i tankerne, er de enten 1) ugifte, 2) døde før samleveren eller 3) holdt op med at komponere inden samleveren døde. Bachs første kone døde, mens han stadig var aktiv, men jeg ved ikke af, at han har skrevet en særlig komposition i den anledning.

Men her er lidt bonusinformation, hvis afdøde må være en anden end ægtefællen:

Johannes Brahms: Ein deutsches Requiem – skrevet under indtryk af moderens og Robert Schumanns død.
Petr Tjajkovskij: Wikipedia fortæller, at han skrev sit første forsøg som komponist under indtryk af moderens død, men kompositionen er ikke bevaret. Han skrev desuden sin klavertrio i a-moll efter vennen og læreren Nicolai Rubinsteins død.
Verdi: Requiem – skrevet til minde om digteren Alessandro Manzoni.
Carl Nielsen: Ved en ung Kunstners Baare – skrevet i anledning af maleren Oluf Hartmanns begravelse.
Alban Berg: Violinkoncert – skrevet til minde om Manon Gropius, som døde som af polio som 18-årig (hun var datter af Alma Mahler og Walter Gropius).
Francis Poulenc: skrev bl.a. Stabat Mater efter en religiøs ”vækkelse” udsprunget af vennen og komponisten Pierre-Octave Ferrouds død.
Arvo Pärt: Cantus in memoriam Benjamin Britten. Jeg tror ikke, at Pärt kendte Britten personligt, men når nu emnet er ”sorgens udtryk”, kunne dette stykke musik måske være interessant.

Vi håber det er, hvad du søger!

30-07-2014

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive

Det er mandag og vi besvarer spørgsmål fra kl 8 til kl 22 - så lige nu holder vi fri.

Du er naturligvis velkommen til at sende os et spørgsmål. Så svarer vi, når vi er tilbage