Tidligere svar

Skak

Spørgsmål

hvem opfandt skak?
hvem spillede skak for første gang i historien?

Svar

http://www.altomhistorie.dk/artikler/skakkens-historie/

Skak er et tidsfordriv med ældgamle aner, som har inspireret vore dages kunstnere til både film og musicals. Men brikkernes fremrykning på brættet kan også ses som en fredelig måde at udkæmpe krige på.

Tekst: Sara Griberg

Skakspillet har en lang og spændende historie. Man mener, det opstod i Persien omkring år 500 e.v.t. Ordet skak stammer nemlig fra det persiske ord for konge, shah, og ”skakmat” betyder helt enkelt, at kongen er død. Forgængerne for det persiske skakspil, og dermed til vore dages måde at spille skak, har formentlig været forskellige brætspil fra Indien og Grækenland.
Den indiske forgænger blev spillet af fire spillere med hver deres brikker: elefanter, riddere, vogne eller både samt fodsoldater og en konge.

Brugte terningerBrættets 64 felter var delt op i fire sektioner. Hvordan brikkerne skulle flyttes, blev afgjort ved hjælp af terninger. Nogle forskere mener, at spillets fire dele modsvarer opstillingen i Alexander den Stores hær ved slag mod indiske og persiske konger.
Grækerne spillede et andet brætspil, som i modsætning til det indiske helt og holdent byggede på strategisk tankegang og taktik. Det kan have været i mødet mellem disse to spil, at spillerne holdt op med at satse på heldet, droppede terningerne og satsede på deres egen evne til at overliste modstanderen. Hvordan det end gik til, er det tydeligt, at et parti skak på mange måder symboliserer et feltslag mellem soldater, altså en fredelig måde at udkæmpe krige på.
Fra Persien bredte det populære spil sig østpå til Kina og Japan. Mod vest, til Europa, gik vejen gennem Rusland og Byzans, men frem for alt via arabernes ekspansion til Sicilien og Sydspanien i 700-tallet.

Vikingerne tog brikker medDen skandinaviske befolkning kom også tidligt i kontakt med skakspillet. Vikingerne tog ikke kun sølvmønter med hjem fra deres togter til Byzans og det arabiske kalifat, men også skakbrikker. I et gammelt islandsk håndskrift fortælles det, at den danske kong Knud den Store spillede skak i år 1027.

I middelalderen var skakspillet et almindeligt tidsfordriv hos den europæiske overklasse, og brikkerne på brættet var et billede på den feudale samfundspyramides kongelige, riddere og bønder.
Spillet var også et yndet motiv i den middelalderlige kunst. Albertus Pictors 1400-talsmaleri i Täby kirke uden for Stockholm, som forestiller en mand, der spiller skak med døden, skal have inspireret Ingmar Bergman til sin film Det syvende segl. Et gennemgående tema i filmen er en ridder, der spiller skak med døden i et forsøg på at udskyde sin egen bortgang.

I slutningen af 1400-tallet gennemgik skakspillet en vigtig forandring. Tidligere havde det ikke været muligt at flytte en brik mere end et felt ad gangen, men nu fik løberne og dronningen en helt anden bevægelighed. At dronningen fik en så fremtrædende rolle, havde formentlig intet med en øget ligestilling at gøre, selvom kvinder som den franske soldaterjomfru Jeanne d’Arc og den britiske dronning Elisabeth 1. på den tid bevægede sig ind på krigens traditionelt set mandlige domæne.
Det er mere sandsynligt, at brikkernes større rækkevidde afspejlede en ny militær opfindelse. Før havde hærene udkæmpet slagene ansigt til ansigt på slagmarken, men nu blev belejringer mere almindelige, hvor man beskød fjenden fra større afstande ved hjælp af artilleri.
I 1500-tallet blev der arrangeret skakturneringer ved Filip 2.’s hof i Spanien, hvor spanske og italienske mestre mødtes. En spansk præst, Rui Lopez, udgav endvidere en bog om skakspil i Madrid i 1561. Selvom man kender til berømte spillere fra denne tid, havde man stadig ikke udviklet en helt systematisk måde at flytte brikkerne på. Spillerne foretog langt hen ad vejen deres træk uden den helt store langsigtede planlægning og håbede på det bedste.

En stjerne på skakhimlenI slutningen af 1700-tallet var franske Philidor en stor stjerne på skakhimlen. Man sagde, han kunne holde gang i tre partier samtidig. Med bind for øjnene og ryggen mod brættet gav han instruktioner om sine træk efter at have fået sin modspillers træk beskrevet.
Ud over ”blindpartierne” blev han berømt for at have udviklet det strategiske spil. Det nyskabende i hans taktik var, at han brugte bønderne, som tidligere mest var blevet brugt som kanonføde, på en helt ny måde.
Endnu en gang kan man drage paralleller mellem udviklingen på brættet og i virkelighedens verden. Philidors skråsikre bønder opstod nemlig samtidig med den franske revolution, hvor fodfolket for første gang blev vigtige medspillere på den politiske scene.
Den første store internationale skakturnering blev afholdt i London i forbindelse med Verdensudstillingen i 1851. Det lykkedes ildsjælen bag arrangementet, skakspilleren Howard Staunton, at samle en præmiepulje på 500 pund, en enorm sum på den tid. Det kæmpestore britiske imperium havde på denne tid nået sit højdepunkt, og det var kun naturligt, at England var verdens cent­rum, også inden for skak.

Den tyske matematiker Adolf Anderssen gik ud af turneringen som sejrherre. Men det mest berømte parti under turneringen blev faktisk spillet i en pause. I en afslappet en times-match mødte Anderssen franskmanden Lionel Kieseritzky. 22 træk senere fik Kieseritzky sig en stor overraskelse. Han havde taget sin modspillers dronning, begge tårne, en løber og to bønder og havde selv kun mistet tre bønder. Alligevel var det lykkedes hans modstander at sætte ham skakmat.
Kieseritzky var så imponeret, at han straks telegraferede alle partiets træk hjem til Paris. Partiets træk blev udgivet i et skakblad, og partiet blev et populært samtaleemne i hele skakverdenen. Efter nogle år fik det øgenavnet ”Det udødelige parti”. Et af partiets sidste træk er f.eks. dukket op på et frimærke fra Surinam, og skakpartiet ligger også til grund for den berømte skakscene i science fictionfilmen Blade Runner.

Tidsbegrænsning indføresDen opsigtsvækkende konkurrence i London i 1851 blev optakten til en æra med internationale skakturneringer. I 1861 indførte man for første gang tidsbegrænsninger i et mesterskab. Man benyttede sig af timeglas frem til år 1883, hvor det første skakur blev taget i brug. Staunton hørte sikkert til blandt dem, der satte pris på nyheden. Han skal nemlig have anklaget en af sine konkurrenter for at forsøge at besejre sine modstandere ved at ”sidde modstanderen ihjel” i stedet for at vinde ved sit spil.
I 1900-tallet blev Sovjetunionen den dominerende skaknation. Skakken har gamle traditioner i Rusland, og Lenin kaldte spillet for ”hjernens gymnastiksal”. I hver eneste arbejderklub fandtes der en skakforening, og staten satsede store summer på at træne spirende talenter.

Fra 1948 og frem til 1972 – da amerikaneren Bobby Fischer vandt over russeren Boris Spasskij i Reykjavik – kom alle verdensmestre fra Sovjetunionen. Østeuropas dominans blev ikke brudt før i år 2000, da inderen Viswanathan Anand blev verdensmester. En anden sejlivet tradition er den mandlige dominans inden for skak. Selvom dronningen allerede i renæssancen blev den stærkeste brik på brættet, er det stadig sådan, at kvindelige spillere stiller op i en lavere division med egne mesterskaber. Den nu aktive 31-årige ungarer Judit Polgár er indtil nu den eneste kvinde, der er kommet med på listen over verdens 100 bedste spillere.

Læs mere: Skakkens historie (2006) af Peter Dürrfeld

-----------------------------

Skakspillets oprindelse
Der er flere teorier om, hvornår og hvor skakspillet dukkede op, og flere lande hævder at være stedet, hvor det første skaklignende spil blev opfundet. Den mest almindelige antagelse er, at spillet opstod i Indien, hvor det kaldtes Chaturanga, og at tidspunktet for dets opdukken er det 6. århundrede f.Kr.

Ifølge en anden teori med en del prominente tilhængere har spillet udviklet sig i Kina fra det lignende spil Xiangqi (eller i det mindste en forgænger til dette spil), som har eksisteret i Kina siden det 2. århundrede f.Kr.

Under alle omstændigheder fulgte skakspillets udbredelse handelsvejene, og der opstod undervejs en lang række lokale varianter af spillet. Mod øst og nord nåede det efterhånden helt til Japan og i vestlig retning nåede det først til Iran, hvor dets terminologi blev oversat til persisk, hvilket blandt andet ændrede spillets navn til chatrang.

Fra Iran overførtes det til den islamiske verden, hvilket især tog fart efter den muslimske erobring af Iran i 650. Det introduceres i Spanien af maurerne, som allerede vandt fodfæste der i 711, men man regner almindeligvis med, at spillet først nåede frem til Spanien i det 10. århundrede. Det er sammen med backgammon og terningspil beskrevet i Libro de los juegos, et berømt spansk manuskript fra det 13. århundrede. En anden retning til Europa gik fra Lilleasien via Bosporus til Grækenland.

Udbredelsen mod vest skete samtidig ad en tredje og nordligere rute på det asiatiske fastland, idet skakspillet nåede Rusland via Mongoliet, hvor det spilledes i begyndelsen af det 7. århundrede.

I tidlig islamisk tid bevarede brikkernes navne i det store og hele deres persiske former. Spillets navn blev shatranj, som er bevaret på spansk som ajedrez og på græsk som zatrikion, mens det i størstedelen af det øvrige Europa erstattedes af versioner af det persiske ord sh?h ("konge"). Ifølge en teori skete denne navneændring, fordi persiske købmænd, som kom til Europa før skakspillet var kendt der, medbragte kunstfærdigt udsmykkede persiske skakbrikker og med dem navnet sh?h for den vigtigste og flotteste.

Udtalen af de persiske navne ændredes og misopfattedes af europæerne på forskellige måder. Nogle eksempler er:

sh?h m?t, som er persisk for "kongen er faldet i baghold", blev til skakmat på dansk (smlgn. engelsk: Chessmate, tysk Shackmatt). (Til trods for, hvad nogen har hævdet, er udtrykket derimod ikke arabisk for "kongen er død").
rukh, betyder på persisk "stridsvogn", men er også betegnelsen for "en kind" og for en mytisk, magtfuld fugl, som hed roc. Via arabisk blev dette til det engelske ord "rook" for tårn.
Pil på persisk (arabisk al-f?l) betyder elefant, et dyr, som man på den tid i Europa og den vestlige del af den islamiske verden havde ringe eller intet kendskab til. Navnet på denne skakbrik kom derfor til Vesteuropa i den latinske form alfinus eller lignende afledninger. Dette ord havde ingen tidligere betydning, men på spansk blev det til navnet "alfil" for løberen. Det engelske navn for brikken, "bishop" (biskop) er en omdøbning, som er inspireret af brikkens traditionelle udformning. I Rusland har brikken derimod navnet slon, som betyder "elefanten".
[redigér] Udbredelse i Europa, ca. 1100 - ca. 1600

"Lewis chessmen" - 93 brikker fra 12. århundrede, fundet på ydre Hebrider. Skåret i hvalrostand. Øverst: Konge, dronning og løber. Nederst: Springer, tårn og bonde.Skakspillet var således nået til Europa fra den arabiske og russiske verden før 1100-tallet. Vikinger og korsfarere har været grupper, hvis mobilitet utvivlsomt har medvirket til at udbrede kendskabet til det, og vikingerne er dem, som har bragt det til de nordligste og vestligste egne.

Kendetegnet for spillets udvikling i Europa i denne periode har været spillereglernes udvikling, idet der var en række væsentlige forskelle på spillet, som det blev overtaget fra araberne, og vort nuværende spil (foruden at der kunne være lokale variationer).

Brættet var ensfarvet, men ændredes til det ternede bræt i Europa i det 13. århundrede. Som bivirkning heraf fikseres efterhånden også kongens og dronningens startfelter, som ellers havde varieret.
Brikkernes gang var anderledes. Kun tårnet og springeren havde deres nuværende gang, konge og bønder trak nogenlunde efter vore regler med enkelte, men ofte væsentlige undtagelser, mens dronning og løber var væsentligt svagere brikker end i det nuværende spil. Rokade kendtes ikke, og bondeforvandling skete til en svag brik.
Reglerne for gevinst var afvigende, idet man foruden at vinde ved at sætte mat også anvendte de arabiske gevinstformer erobringssejr (at tage alle modstanderens brikker) og patsejr (pat var ikke remis, men gevinst til den patsættende spiller). Visse steder regnedes en erobringssejr dog for et uafgjort spil.
Generelt medførte reglerne, at et spil skak tog lang tid, fordi brikkernes afstandsvirkning og bevægelser var indskrænket. Alligevel blev spillet populært i Europa, som det allerede var i den arabiske verden. Der har dog været en tendens til, at man i stedet for at spille langvarige partier mod hinanden dyrkede skakopgaver og studier, så man stillede en stilling op, som skulle løses ved overvejelser eller måske ved at blive vundet i spil mod en modstander. Skakopgaverne havde allerede araberne udviklet, og en hel del af disse kendes endnu.

Det var i Sydeuropa, først i Spanien og senere i Italien, at skakspillet var mest udbredt og studeret. På et tidspunkt i perioden 1475-1490 skete der - formentlig i Italien - en radikal ændring af spillet i retning af dets nuværende udformning, først og fremmest i kraft af, at dronningen og løberen fik sin nuværende gangart. Dette skete så hurtigt, at det kunne tyde på at være en enkelt mands værk, men ophavsmanden kendes ikke. I hvert fald skete der en voldsom opblomstring i skakspillet omkring dette tidspunkt.

Den første systematiske, europæiske skakbog og lærebog blev udgivet i 1561 af den spanske gejstlige Ruy López de Segura med titlen Libro del Axedrez (Bog om skak). I Italien kom der en storhedstid for skakken umiddelbart efter, fra ca. 1570.

Læs evt. resten af artiklen her:

http://da.wikipedia.org/wiki/Skak

12-11-2012

NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive

Hvem svarer på spørgsmål lige nu?
AnneAssensBibliotekerne
KirstenAssensBibliotekerne